Skal jeg søge fælles forældremyndighed?

Artikel i medlemsbladet "Farkosten" januar 2008
Af Henrik Thomsen og Claes Ludvigsen

Se evt. også Bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.

Se evt. også Vejledning om forældremyndighed og barnets bopæl

Det er et spørgsmål vi ofte møder.

Svaret er ja, hvis parforholdet mellem barnets far og mor er opløst for nylig. Med den nye lov bør fælles forældremyndighed blive det almindelige.

Hvis forholdene omkring forældremyndighed og samvær er fastlagt som følge af en gammel sag, er det mere kompliceret.

Det er så oftest kun i særlige tilfælde, at vi vil råde til at søge om fælles forældremyndighed. F.eks. hvis der er frygt for reel bortførsel af barnet til udlandet, hvis der er udsigt til tvangsanbringelse eller hvis der er tale om et handicappet barn med særlige behov.

Hvis formålet er mere samvær, fraråder vi, at man genoptager gamle sager og søger fælles forældremyndighed af den grund. Efter 1. oktober 2007 er det som hovedregel bopælsretten, der giver den ene forælder langt mere magt og tid med barnet end den anden forælder, ikke forældremyndigheden i sig selv. Og en sag kan være belastende, både psykisk og økonomisk.

I alle tilfælde bør man orientere den anden forælder godt, også hvis man starter en sag om forældremyndighed eller bopæl.

Selv om man ikke søger fælles forældremyndighed nu, kan det være en mulighed senere. F.eks. hvis den i altovervejende grad er blevet gældende for alle andre.

Vi er generelt skeptiske overfor de juridiske inddelinger af forældre i forskellige kategorier. Vores perspektiv er barnets perspektiv. De fleste børn har før familiens opløsning oplevet begge forældre som principielt ligestillede og meget tilstedeværende, og det skal de også opleve efter et parforholdsbrud.