I sagen 1996-441-2311 bestemmer Civilretsdirektoratet, at det tillades den samværsudøvende, mod den anden forælders protest, at medtage børnene til religiøse sammenkomster i "Frikirken på Havnen".

 

Er dette ikke et brud mod den hidtidige forståelse af forældremyndigheds- og samværslovens § 2, i hvilken man har lagt en suveræn ret for forældremyndighedsindehaveren til at bestemme, hvilken religiøs påvirkning barnet skal udsættes for, herunder at det ikke må udsættes for nogen som helst religiøs påvirkning.

 

Efter § 2 i lov om forældremyndighed og samvær træffer forældremyndighedsindehaveren afgørelser om et barns personlige forhold.
 

Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær.

 

Mens samværet forløber, er forældremyndighedsindehaverens ret til at træffe afgørelse om barnets personlige forhold til en vis grad "suspenderet", idet der dog kan fastsættes vilkår for samværet, der er nødvendige af hensyn til barnet.

 

Den samværsberettigede kan således foretage sig dagligdags og almindeligt anerkendte handlinger sammen med barnet, uanset at forældremyndighedsindehaveren er imod de pågældende handlinger. Som et eksempel kan anføres, at den samværsberettigede kan tage barnet med til en fodboldkamp, selvom forældremyndighedsindehaveren er imod dette. Ligger handlingerne klart udenfor det acceptable, kan der fastsættes vilkår om, at de ikke må finde sted. Dette må afgøres ud fra, hvad der er bedst for barnet efter en konkret individuel vurdering.
 

Barnets religion er et personligt forhold, som forældremyndighedsindehaveren træffer afgørelse om. Vedrørende medlemskab af folkekirken m.v. følger det således af lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning, at det er forældremyndighedsindehaveren, der træffer beslutning for ugifte personer under 18 år.
 

Den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, og barnet kan dog under et samvær beskæftige sig med religion og f.eks. deltage i almindelige gudstjenester i Folkekirken, selvom forældremyndighedsindehaveren og barnet ikke er medlem af Folkekirken.

 

Efter en konkret vurdering kan der imidlertid indsættes vilkår om forbud mod religiøs påvirkning, hvis det er klart nødvendigt af hensyn til barnet. Folketingets Ombudsmand har i 1989 i Civilretsdirektoratets sag 1988-441-569 blandt andet udtalt følgende herom:

"Loven og forarbejderne til bestemmelsen [den tidligere myndighedslov § 24, stk. 1, nu lov om forældremyndighed og samvær § 17, stk. 1] indeholder ingen nærmere afgrænsning af, hvilke bestemmelser - eller vilkår - der kan fastsættes. Der er for så vidt ikke noget til hinder for at fastsætte vilkår med hensyn til barnets religiøse forhold.

Det er dog en forudsætning, at vilkåret i det konkrete tilfælde er nødvendigt. Nødvendigheden må vurderes ud fra hensynet til, hvad der er bedst for barnet.
 Hensynet til forældrenes religionsfrihed skal der naturligvis også lægges vægt på, men efter min opfattelse forhindrer det ikke, at der undtagelsesvis - når hensynet til barnet taler klart derfor - fastsættes vilkår, som griber ind i den samværsberettigedes religionsudøvelse i forbindelse med samværet."

 

Civilretsdirektoratets praksis belyses imidlertid også af den sag, der nævnes i spørgsmålet.

 
 

BM (barnets mor) og BF (barnets far) havde 3 børn, hvoraf BF havde forældremyndigheden over de 2 ældste børn, og BM havde forældremyndigheden over det yngste barn. BM ønskede ikke, at BF under samvær med det yngste barn kunne tage dette barn med til religiøse sammenkomster i den kirke, som BF og de 2 ældste børn kom i, idet BM fandt religionsudøvelsen for intensiv, og at barnet som følge heraf ville komme i en vanskelig loyalitetskonflikt.

BF var tilknyttet "Frikirken på Havnen", som er en kristen menighed.

 

En konsulent for Københavns biskop i sager vedrørende frimenigheder udtalte bl.a. om menigheden, at den "ikke er ekstrem og overordnet ikke kan betragtes som fanatisk".

 

Det fremgår af sagen, at BM også havde været medlem af "Frikirken på Havnen" frem til samlivsophævelsen.

Civilretsdirektoratet ophævede vilkåret om, at BF ikke måtte tage det yngste B med i kirke under samvær.

 

Der bør således efter Civilretsdirektoratets opfattelse alene fastsættes vilkår om forbud mod religiøs påvirkning, hvis religionsudøvelsen må antages at have en sådan intensitet, at den efter en konkret, saglig vurdering er til skade for barnet.

 

Det tilføjes, at det i relation til større børn bør overvejes at høre barnets egen mening om eventuelle vilkår vedrørende samværet på grund af samværsberettigedes religionsudøvelse. I samme sag, som nævnt ovenfor, hvor Folketingets Ombudsmand fandt det berettiget, at der var indsat vilkår om religionsudøvelsen, har Civilretsdirektoratet truffet følgende afgørelse i 1998:

 

Civilretsdirektoratet ophævede et vilkår om, at B, der var 13 år og 9 måneder, ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro under samvær, efter at barnet havde udtalt, at han fandt vilkåret overflødigt, og at han talte med samværsberettigede om alle emner, herunder religionsspørgsmål.